…Jeg går hen til vinduet i skole/retsbygningen og gør klar til at råbe svaret ud gennem vinduet med mine lungers fulde kraft:
Bryan: ” MORTEN FOR HELVEDE, FOR 29. GANG: SEND MIG NU BARE DINE SPØRGSMÅL, SOM JEG HAR BEDT DIG OM”.
Og da jeg lige skal til at råbe sætningen ned til ham, at jeg gerne vil have alle hans spørgsmål på skrift, inden jeg udtaler mig til TV, så bliver jeg vækket af min drøm af en glad, hyggelig 30 kilo tung, hvid, langhåret schæferhund, som med sin fugtige tunge slikker mig lige i ansigtet. ”Godmorgen Baloo” siger jeg og tørrer mig i ansigtet med den tunge dyne.
Jeg ruller mørklægningsgardinet i soveværelset langsomt op, kigger forsigtigt ud. Hele min krop er i alarmberedskab, da den forventer snart at skulle konfronteres med nogen eller med noget. Jeg kan altid mærke det, når der er nogle som vil mig et eller andet. Jeg får en salgs advarsel, hvor jeg får et trykken for brystet og især ved solar plexus.
Corona-suit
Jeg begynder at tage det nærmeste hyggetøj, fra dagen forinden, på som ligger på gulvet ved siden af min seng.
Jeg kalder det selv mit “Corona-suit” bestående af:
Slidte hængerøvs joggingbukser, en halvbrugt T-shirt, et par farvede Mads Blærerøv´s sokker til kr. 20,- i Bilka, som godt lige odør mæssig kan gå an og bruges én gang mere samt en forvasket grå hættetrøje.
Hvad pokker, det tøj går jo nok. Det er jo blot til en hundemorgentur langs stranden og ikke skabt til et portræt foto eller et tv-program….
Jeg tager også min gråtonet og varme Real Madrid vinterjakke med lysegrønne Adidas striber på. Det er ikke sommer endnu her i Maj 2021. Og jakken er dejlig varm at gå tur i ved vandet.
Jeg ligner dog i dette outfit totalt en rockertype, som passer på hashboderne inde på Christiania, også kaldet Fristaden.
Godt der ingen personer er, som kan se mig eller genkende mig, når jeg trækker hættetrøjen godt ned over hovedet.
Ikke engang naboerne kan genkende mig, hvis det ikke lige var for min let genkendelige følgesvend på 4 ben og hvidbusket hale.
Jeg kigger mig for. Både til venstre og højre, da jeg går ud af huset.
På lur i villakvarteret.
Jeg er nu ude i villakvarteret og gå morgentur. Jeg kan heldigvis ikke se nogen skumle, journalistiske persontyper ligge på lur.
puha…
Kroppen og hovedet slapper lidt af igen.
Jeg er dog begyndt mere og mere at holde kraftigt øje med alt mistænkeligt, da en af mine kunder og gode fodboldkammerat kontaktede mig for én uge siden og fortalte at TV2 og Morten Spiegelhauer nærmest hoppede ud af naboens hæk kl. 6.30 foran hans arbejdsplads og konfronterede ham med hans tidligere konkursramt virksomhed, noget med nogle gamle sure kunder, en knap så anonym tidligere og bitter ansat og en debit/kreditliste, hvorfra formentligt Advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten I/S havde lækket fortrolige og interne konkursbo dokumenter til journalisterne bag Operation X som et slags “tip”.
Men solen skinner i dag, fuglene synger smukt.
Og Danmark er et dejligt land. Især denne fredag morgen.
Jeg går med Baloo ned til vandet, hvor vi ynder at gå tur ved stranden og i skoven, i vores lille idylliske bydel Søvang, ude på landet, lidt udenfor turistbyen Dragør.
Jeg går i mine egne tanker, mens hunden ivrigt snuser til dagens hunde-nyheder langs stien og jeg planlægger mine møder, selvom min kalender allerede er booket ind med 3 møder: kl. 11, kl.12 og kl. 13.
Den første sag idag er vedrørende en mindre frisørsalon, som skal reddes i en rekonstruktion.
Stråmandshat og selskabscirkus
Ejeren vil nemlig have sin kone til at overtage frisørsalonen i et nyt anpartsselskab, lejekontrakten og de sparsomme aktiver såsom stole, spejle, hårlak og sakse skal også med-overdrages i denne rekonstruktion. Han vil også gerne have, at jeg overtager hans ejerandele i den nødlidende virksomhed og finder en ny ejer, ny adresse og nyt firmanavn, således at han ikke længere optræder i erhvervsstyrelsens IT-system med denne virksomhed.
Det kan nemlig give nogle voldsomme problemer i fremtiden, når man vil søge et privat billån, huslån, telefonabonnement og lignende.
Det er sværere at få personligt kredit, hvis man var den sidste ejer /direktør for et konkursramt selskab. Total latterligt.
Men sådan reagerer bankerne, finansieringsselskaber og kreditorer sig i Danmark.
Jeg kalder øvelsen “Reputation Management”, hvori du fjerner dig fra den nødlidende virksomhed, inden den muligvis går konkurs. Andre kollegaer i konkursbranchen kalder det med mindre pæne ord, som minder om selskabscirkus.
Typisk overtager jeg det nødlidende selskabs ejerandele imod et honorar, hvorefter jeg kontakter nogle i mit netværk, som straks overtager ejerandelene af mig samme dag – og foranlediger nyt firmanavn, ny adresse, ny ledelse og ny ejer.
Jeg køber og videresælger blot aktierne/ejerandele imod et honorar. That’s it.
Øvelsen er 100% legal og juraprofessor Anders Ørgaard fra Aalborg Universitet er enig i, at min model ikke er strafbart og at man gerne må lægge afstand til sit tidligere ejerskab af et aktieselskab. Det er, ligesom hvis du har tabt stort og har solgt en “lorte aktie” på børsen og aldrig vil have noget med aktieselskabet at gøre igen. Du tager afstand fra selskabet ved at frasælge dit ejerskab for at komme videre.
Flere medier har beskrevet min parkerings model af inaktive CVR-nr.
Avisen Nordjyske har beskrevet min model meget godt.
En anden “dansk avis” fra det “jysk-fynske” område beskrev det knap så flatterende i nogle artikler i Januar 2021, og hvor de mente at jeg både udnyttede de svage, de halvt russiske og måske også sygdomsramte folk, og at jeg formentlig helt tilfældigt fandt folks NemID informationer, inklusiv Brugernavn, Password og selve arket med alle NemID kodenøgler, som disse personer ved et uheld lige havde tabt foran min kontordør hver eneste gang.
Og at jeg indsatte disse stakkels personer, som både ny ejer og som direktør uden deres viden, som stråmænd i de “døende og nødlidende” virksomheder.
Det har naturligvis ikke sin rigtighed.
Det viser både min skriftlige korrespondance med dem, vores aftaler, emails til hinanden og mine bankoverførsler med betaling af deres honorar.
Men disse afviklingsdirektører og nye ejere kan nogle gange have lidt for travlt ved håndvasken med at tage afstand til jobbet, efter at honoraret er overført og betalt, især når en nysgerrig journalist ringer op og stiller trælse spørgsmål, hvor en forkert besvarelse måske senere kunne få indflydelse på deres eventuelle offentlige forsørgelse eller andet, hvis de indrømmer at tjene ekstra penge som ejer/direktør for en række inaktive og tomme CVR-nr. som kun venter på at Skifteretten som bedemand skal begrave dem for altid.
Her ses et reelt billede af en sådan “døende og nødlidende” virksomhed.
(Et CVR-nr + bogføringsmappe = inaktivt og parkeret selskab som venter på at opløses/lukkes af skifteretten.)
Dem har jeg nu +500 på “samvittigheden” efter 11 år i konkursbranchen.
Konfrontationen nærmer sig…
Baloo og jeg går en af vores faste ruter. Ned til stranden, hen langs engen og op i villakvarteret igen. Alt er roligt. Alt er dejligt. Og så er det jo fredag. Lige før weekenden. aahh.
På en lille tværgående vej, inden jeg atter er hjemme igen, holder der en sort personbil. Jeg lægger ikke rigtig mærke til den. Lygterne og motoren er slukket. Baloo og jeg kommer gående nærmere og nærmere.
30 meter før jeg kommer helt hen til den, åbnes alle 4 bildøre op samtidigt med fuld kraft og ud springer 4 sortklædte mænd. De to personer, som hopper ud af de bagerste bildøre er begge forsynet med store TV- kameraer, placeret på deres skulder, og de bærer begge kulsorte mundbinds-masker og ligner mest terrorister, som skal til at afskyde deres tunge raketudstyr.
(4 sortklædte personer kommer gående henimod mig.)
De 2 forreste personer, som skynder sig ud af bilen, er en lydmand med en stor mikrofon, så min stemme kan optages tydeligt og den sidste person er Operation X kongen: Hr. Morten Spiegelhauer i egen høje, men alligevel ret lave person, som med hastige skridt går hen imod Baloo og mig.
Morten Spiegelhauer stiller det retoriske spørgsmål:
”Bryan Göddert” ??
Det ved han jo godt. Han og hans team har jo overvåget mig og min hunderute og har formodentlig siddet siden kl. 06.00 denne fredag morgen, og måske andre dage, i en kold bil og ventet og ventet på, at nu stod jeg endelig op, så de kunne udføre det, som man i journalistisk fagsprog kalder:
Konfrontations TV.
Denne journalistiske metode bruger nogle få journalister, som et våben overfor personer, som ikke vil deltage skriftligt eller stille op foran et kamera til interview.
Jeg havde dog skrevet flere e-mails med TV2 op til denne fredag, at jeg gerne ville være med til et interview og at jeg glædede mig til at besvare dem alle skriftligt, men også at jeg ikke ville tale omkring personnavne på mine kunder, da jeg jo har en fortrolighed og en tavshedspligt at tage hensyn til.
Mine kunder kommer jo til mig i fuld tillid til, at jeg yder dem 100% diskretion. Sådan skal det have lov at være.
Det er en ret ubehagelig og overrumplende måde at bliver angrebet og udstillet på.
Det føles reelt som en slags voldtægt. Du kan nemlig ikke undslippe situationen. 4 mand passer dig op i en rundkreds, følger efter dig konstant og nu er du altså på landsdækkende TV. Endda påklædt i mit hyggetøj, mit Corona-suit, hvorfor jeg formentlig ligner en bøvet idiot, i stedet for den top-konkursrådgiver som mine kunder forbinder mig med.
Det næste, som kommer ud af munden på journalisten, er hans særlige kendetegn for de danskere, som troligt sidder klar med aftenkaffen og den lille avec kl. 20.00, på de udvalgte torsdage, hvor Operation X ruller henover TVskærmen i stuerne hos familien Danmark:
”Mit navn er Morten Spiegelhauer“. „Jeg kommer fra TV2”.
”Bryan, jeg har nogle spørgsmål til dig og dén måde, du driver din rådgivningsforretning på”.
Fortsættelse følger.
